Geologiens Dage
Er I klar til at drage ud i den danske natur igen? Den kommende weekend er det nemlig Geologiens Dage. Det betyder, at geologer, naturvejledere og museer står klar med tilbud om ture, rundvisninger og udstillinger over hele landet – og for alle aldre.
Geologiens Dage er en årligt tilbagevendende begivenhed, som i år finder sted den 17. og 18. september. Hvis I besøger Geologiens dages hjemmeside, finder I et kort over aktiviteterne. Nogle steder i landet kan man godt komme til at køre lidt langt. Til gengæld kan man blive fristet af tilbud om fx at deltage i et sandflugtsseminar. Eller hvad siger I til 25.000 år på to timer? Lidt imponerende, ikke sandt? Det er også muligt at komme på en færgetur fra istid til nutid.
Foto: Stevns Klint
På Brorfelde Observatorium spørger man, om I har jord i hovedet? De lover, at I stensikkert bliver klogere! Deres primære målgruppe er børnefamilier med børn i alderen 6-12 år. Læs mere her. Måske I kan huske observatoriet fra DR’s julekalender Julestjerner?
Hvis I er gået forgæves efter billetter til Vin & Videnskab arrangementerne, så er chancen her igen. I anledning af Geologiens Dage afholdes der nemlig GeoGalla på Geologisk Museum i regi af Vin & Videnskab. Billetter sælges via Billetto – og inkluderer entre til Geologisk Museum. Kender I ikke Vin og Videnskab, så læs mere her.
I kan finde alle arrangementerne i Geologiens Dages kalender.