Brug ramsløg i køkkenet

Filed in Aktiviteter by on 26. april 2017 0 Comments

Her i huset er vi vilde med VILD MAD – altså mad, som vi har samlet i naturen. Der er noget tilfredsstillende ved at indsamle varer i naturens spisekammer i stedet for i supermarkedet.

Om foråret er det muligt at høste de kønne grønne blade af ramsløg (Allium ursinum på latin). Ramsløg indgår som en naturlig ingrediens i det nye nordiske køkken, så derfor er den ret populær. Det betyder heldigvis, at hvis I er i tvivl om, hvor I finder den, så burde der være hjælp at hente på Google.

Foto: Ramsløg, Pixabay

Ramsløg er vildtvoksende i Danmark. Oftest findes den i løvskove med fugtig bund. Det er en løgplante, og den dukker op i februar eller marts måned sammen med de andre tidlige løgplanter. I maj måned blomstrer den med fine, hvide stjerneformede blomster, der er samlet i en åben skærm. Prøv om I kan dufte jer frem til den – ramsløg dufter nemlig tydeligt af hvidløg, når den blomstrer. Når den har sat frø, visner planten ned og hviler, indtil det igen er forår.

Der er ikke noget nyt ved brugen af ramsløg i køkkenet. Man har i Danmark fundet pollen fra planten helt tilbage til bondestenalderen. Man mener, at vikingerne brugte den som krydderi og bragte den med sig rundt. Planten findes nemlig i store mængder ved vikingernes handelspladser.

Spis ramsløg

Bladene af ramsløg er fyldt med C-vitamin, og faktisk indeholder de mere C-vitamin end citroner. Vi bruger bladene som grønt drys – ligesom hvidløgstoppene, som jeg skrev om for nogle uger siden. Ramsløgsbladene smager som et krydret mix af hvidløg og purløg. De unge, friske skud har den fineste smag.

Ofte laver vi også ramsløgspesto. Pestoen kan bruges til pasta og sandwich, til dip og kryddersmør, til marinering af kød eller – vores favorit – til at smøre på surdejsbrød, som varmes i ovnen med et drys parmesan over.

Her kommer vores opskrift på ramsløgspesto

  • 100 g mandler med skal
  • 75 g fintrevet parmesanost
  • 1½ dl olie
  • 2 spsk friskpresset citronsaft
  • ½-1 tsk revet citronskal
  • ½ tsk groft salt
  • friskkværnet peber
  • ca 25 rensede blade af ramsløg

Rist mandlerne i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter. Køl dem af. Skyl ramsløgsbladene grundigt og tør dem. Kom derefter mandlerne i et blenderglas sammen med ost, olie, citronsaft, salt og peber. Blend i ca. 1 min. Tilsæt ramsløgsblade og blend igen i ca. 1 min. Smag til. Pestoen kan holde sig et par dage på køl – eller den kan fryses.

Forveksling med giftige planter

Høster I svampe i skoven uden at kende de forskellige arter? Nej, sikkert ikke, for alle ved jo at fx grøn fluesvamp er dødeligt giftig. Ligeledes bør man ikke høste planter i naturen uden at kende de forskellige arter. Nogle planter er nemlig også dødeligt giftige. Kender man ikke arterne, kan man forveksle de spiselige ramsløg med de giftige liljekonvaller eller høsttidløs. Men det er nu ikke så vanskeligt at kende forskel. Læs fx Karna Majs artikel Ramsløg eller dødeligt giftige blade? på Havenyts hjemmeside.

Hvis man er i tvivl, så find et sted med blomstrende ramsløg. Hvis I noterer jer, hvor de står, så kan I være trygge ved indsamlingen af blade i det tidlige forår næste år. Alternativt kan I jo plante nogle ramsløg i haven, så ved I, hvor I har dem. Sæt dem et sted, hvor der er en fugtig, letskygget, næringsrig muldbund. Husk blot, at det ikke er tilladt at grave dem op i skoven.

God fornøjelse!

 

Tags: , , ,

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *