Oldtidens syv vidundere

Filed in Verden by on 20. september 2016 0 Comments

Jeg faldt over en liste over oldtidens syv vidundere. Min erindring om dem var indhyllet i tåge – og fakta er, at mine piger slet ikke kendte til dem. Måske det samme gør sig gældende for jer og jeres?

Vi gik på biblioteket og fandt bogen Verdens vidundere af Carsten Bo Mortensen (i serien De små fagbøger). Den kan godt anbefales. Vi fandt ud af at ud over oldtidens syv vidundere, så findes der også syv nye vidundere og naturens syv vidundere. Find lister over alle vidunderne nedenfor. Måske de kan bruges til rejse-inspiration?

Pyramiderne

Foto: pyramiderne i Egypten, Ricardo Liberato

Oldtidens syv vidundere

De blev også kaldt Antikkens syv underværker. At der var lige præcis syv hang sikkert sammen med tallet syvs magiske egenskaber. Den liste vi kender i dag, blev først fastlagt i renæssancen, men allerede før vor tid eksisterede der en liste – en liste over seværdigheder af en vis størrelse, teknik og skønhed.

  • Den store pyramide i Giza
  • Babylons hængende haver
  • Artemistemplet i Efesos
  • Mausoleet i Halikarnassos
  • Kolossen på Rhodos
  • Fyrtårnet i Alexandria
  • Zeusstatuen i Olympia

Kun pyramiderne i Giza står stadig – af de seks øvrige vidundere findes kun fragmenter eller slet ingenting. Det eneste vidunder man ikke har fundet arkæologiske beviser for, er de hængende haver i Babylon.

De syv nye vidundere

De syv nye vidundere blev offentliggjort i 2007. De var baseret på en global afstemning, hvor næsten 100 millioner mennesker deltog. Selv om de bliver kaldt nye, så er alle disse vidundere også ret gamle – forskellen er, at de ikke alle er placeret omkring Middelhavet – og at de alle fortsat eksisterer.

  • Den Kinesiske Mur i Kina
  • Kristus-statuen i Rio de Janeiro i Brasilien
  • Colosseum i Rom i Italien
  • Taj Mahal i Agra i Indien
  • Den store pyramide i Chichén Itzá i Mexico
  • Inkabyen Machu Picchu i Peru
  • Oldtidsbyen Petra i Jordan

Den nyeste af disse er Kristus-statuen i Rio de Janeiro. Måske den rettere burde placeres på en liste over syv moderne vidundere – sammen med fx Eiffeltårnet, frihedsgudinden og operahuset i Sydney.

Naturens syv vidundere

  • Amazonas, Sydamerika (regnskov)
  • Halong bugten, Vietnam (kalkstensøer)
  • Iguazu vandfaldene, Argentina/Brasilien (vandfald)
  • Jeju-øen, Sydkorea (vulkanø)
  • Komodo-parken, Indonesien (komodovaraner)
  • Puerto Princesa, Filippinerne (underjordisk flod)
  • Taffelbjerget, Sydafrika (planterigt bjerg)

En tankevækkende liste over naturvidundere – hvoraf nogle var os fuldstændigt ukendte!

 

Tags: , ,

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *