Forstenede søpindsvin

Filed in Udflugter by on 1. december 2016 0 Comments

Selv om vi nu skriver december, lover vejrudsigten fortsat smukt og tørt vejr – perfekt til en udflugt godt pakket ind i varmt tøj. Så hvad med at tage ud for at lede efter forstenede søpindsvin?

Forstenede søpindsvin er et af de mest almindelige fossiler i Danmark. De fleste er cirka 65 millioner år gamle og fra slutningen af Kridttiden. Finder I et, så forestil jer verden, som den så ud, da søpindsvinet var levende. Danmark var dengang dækket af over 100 meter vand. Klimaet var varmt og fugtigt, og verdens største dyr – dinosaurerne – havde regeret i mange millioner år. I havet levede der blandt andet encellede kalkalger. Det er kalken fra deres skalrester, der har navngivet perioden. Når de døde og sank til bunds, blev de nemlig aflejret som et tykt lag af kridt på bunden af havet. I havet levede der også søpindsvin – og mange af dem blev bevaret som fossiler i kridtet.

I kan derfor finde forstenede søpindsvin, hvor der findes kalk eller kridt. I Danmark vil det sige i den nordøstlige halvdel af Jylland og den østlige del af Sjælland samt på Lolland og Falster.

Forstenet søpindsvinFoto: forstenet søpindsvin, Pixabay

Langs kystklinter eroderes kalken løbende, så nye fossiler kommer frem. Tag derfor gerne på jagt efter forstenede søpindsvin ved strandene i Thy, ved Mariager Fjord og Grenå eller ved Møns og Stevns Klinter. Andre gode steder at lede efter fossiler er i en af Danmarks mange kalkgrave. Besøg fx Karlstrup Kalkgrav ved Solrød eller Dalbyover Kalkgrav ved Randers. Der er også store kridtgrave ved Aalborg. Ved Faxe Kalkbrud finder I Geomuseum Faxe, der arrangerer fossiljagter i ferierne.

Et par gode råd til når I tager på fossiljagt: Brug solidt fodtøj og tag tøj på, der kan tåle at blive beskidt. Brug gerne handsker. Medbring eventuelt en hammer og mejsel samt sikkerhedsbriller. Husk også poser til fund.

Vidste I for øvrigt, at et forstenet søpindsvin faktisk ikke indeholder noget af det oprindelige dyr? Det består nemlig af flint, som er udfældet inde i dyrets kalkskal. Selve skallen er normalt slidt væk. Vi finder altså et aftryk af søpindsvinets skal. Hvis I er heldige, så finder I et eksemplar, hvor man kan se aftrykkene af piggene på siderne og aftryk af søpindsvinets munddele på undersiden.

Hvis I vil vide mere om fossiler, så kan bogen Danekræ – Danmarks bedste fossiler anbefales. Danekræ er danske naturhistoriske genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Bogen giver en interessant introduktion til de forskellige geologiske perioder og de mange forskellige fund. Den giver lyst til at lede efter fossiler – og giver også et overblik over de bedste fundsteder, så det er blot at gå i gang.

God fornøjelse.

 

Tags: , ,

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *