Danmarks nationalparker
I dag er det den Internationale Nationalparksdag: The European Day of Parks. Her fejrer man beskyttelsen af den vilde natur, som tilhører os alle sammen. Danmark kan også være med, for vi har gennem de seneste 10 år fået fire nationalparker, nemlig Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Skjoldungernes Land. Og en femte er måske på vej: Nationalpark Kongernes Nordsjælland (Tilføjelse: Forslaget til Nationalparken Kongernes Nordsjælland blev godkendt den 31. august 2016.).
Vi er vilde med at besøge nationalparker i udlandet, men jeg har endnu ikke været i en af de danske – altså efter at de er blevet til nationalparker. Danske nationalparker indeholder også byer og kulturlandskaber, så de er lidt anderledes end de fleste udenlandske nationalparker. De er desuden altid åbne, man skal ikke betale entré, og de er ikke klart afgrænsede – og det gør det alt sammen vanskeligere at få en samlet oplevelse ud af det.
Foto: Pixabay
Heldigvis har hver park en fin hjemmeside med oversigt over aktiviteter og seværdigheder. Så i år skal det være. Vi holder ferie i Danmark og skal besøge mindst én af parkerne. Hvis I også har lyst til at se, hvad de danske nationalparker byder på, så kig på listen nedenfor og vælg den, som I synes lyder mest spændende.
Læs mere om oprettelsen af nationalparkerne på deres hjemmeside. Nedenfor er Danmarks Nationalparkers korte præsentation af parkerne kopieret ind.
Nationalpark Thy: Århundreders sandflugt har skabt landskabet i Nationalpark Thy. Her kan man opleve klitheden, som kun findes ganske få andre steder i verden, og komme tæt på den kulturhistorie, der knytter sig til livet langs vestkysten. Oprettet i 2007
Nationalpark Mols Bjerge: Nationalpark Mols Bjerge fortæller historien om, hvordan det danske landskab blev skabt tilbage i istiden. Bosætninger fra den tidligste stenalder sætter sit præg på området, og Nationalparken er hjem for utallige sommerfugle. Oprettet i 2009.
Nationalpark Vadehavet: Vadehavet er et af verdens mest værdifulde tidevandsområder. Tidevandets rytme skaber grobund for et unikt økosystem, og området er rasteplads for mange vandfugle, og yngleplads for den spættede sæl. Oprettet i 2010.
Nationalpark Skjoldungernes Land: Nationalpark Skjoldungernes Land byder på et mangfoldigt og varieret landskab – rigt på natur, kulturhistorie og oplevelser. Nationalparken er præget af fjordlandskabet i og omkring Roskilde Fjord, samt Gamle Lejres kulturhistorie. Ifølge sagnene var det her Skjoldungerne regerede og samlede Danmark. Oprettet i 2015.
Kort: Danmarks nationalparker