Dyrk hvidløgstoppe i vindueskarmen
Så er Vilde Vide Verden tilbage igen efter en længere pause. Denne gang med et indlæg om at drive grønne hvidløgstoppe frem inde i vindueskarmen. Hvis I også længes efter foråret, så er det en sjov måde at tage hul på alt det grønne på.
Det eneste I har brug for er et hvidløg, et glas med vand (gerne et hyacintglas) og en solrig vindueskarm.
Sæt hvidløget i glasset, men sørg for at løget kun lige rører vandet, så det ikke rådner. Efter en uges tid er der lange, grønne spirer i vindueskarmen – lige klar til at blive klippet af.
Hvidløgstoppene har en frisk, krydret smag. Lidt ligesom forårsløg, men med en stærk overtone af hvidløg. Skønt at bruge som grønt drys – eller hvad med at lave pesto, kryddersmør eller dressing?
Mens I spiser de lækre hvidløgstoppe, så kan I jo tage en snak om, hvad der sker i løget, når det spirer. Løget er plantens madpakke, og det er tydeligt at se, hvordan de enkelte fed svinder ind, samtidig med at de sætter rødder, og spirerne vokser.
Eksperiment
Hvis I har lyst til et lille eksperiment, så sæt flere hvidløg i glas og sæt dem med forskellig afstand til vinduet – eller vælg løg med fed af markant forskellig størrelse. Lav en lille lap papir til hver, hvor I kan notere, hvor hurtigt spirerne kommer frem, og hvor lange de bliver efter fx en og to uger. Er der nogen forskel?
Hvidløg i haven
Hvidløg er for øvrigt noget af det nemmeste at dyrke i haven. I kan stadig nå det i år, selv om det er bedst at sætte feddene om efteråret. Del et hvidløg i fed, sæt feddene med omkring 10 cm afstand og et par cm under jordoverfladen, og vent så på at det bliver sommer. Løgene er klar til høst, når toppene begynder at visne.
God fornøjelse!
Comments (1)
Trackback URL | Comments RSS Feed
Sites That Link to this Post