Forårsblomster

Filed in Natur by on 4. maj 2016 0 Comments

Så er det for alvor blevet forår, og jeg håber, at I har haft mulighed for at komme ud i det dejlige vejr. Efter en lang vinter er der noget magisk over de blomsterdækkede skovbunde. PUF – dagene bliver længere, temperaturen stiger, og pludselig er skovbunden dækket af blomster – lige indtil skovens træer springer ud, og så sker det igen – PUF – blomstertæppet er lige så pludseligt væk igen.

Anemonen er blandt de første blomster, som springer ud. Den har travlt. Den skal nemlig nå at sætte blomst og blive bestøvet, inden bøgen får blade. Derfor har den en madpakke af energi fra året før gemt i sine tykke jordstængler. Når der er lys og varme nok, overtager de grønne blade jobbet med at producere energi.

SkovbundFoto: Jan Lauridsen, beskåret

Det er ved at være sidste chance i år for at se de yndige anemoner. Bøgen er sprunget ud de fleste steder. Så tag i skoven, nyd blomsterne og de delikate grønne nuancer – og læg jer i skovbunden og kig op i himlen. Det er skønt at ligge der midt i blomsterfloret, badet i solskin og med fuglesang i øret. Hvis I kigger godt efter, kan I se, hvordan de tynde, forårsgrønne bøgeblade overlapper hinanden. På denne årstid tillader bladene stadig lidt lys at komme igennem. Men hvis I kommer igen senere, når bladene er blevet tykkere og mørkere, så danner de et næsten uigennemtrængeligt lag, der forhindrer lyset i at nå ned til skovbunden.

Foråret er virkelig blomsternes tid i skoven. Ud over anemone, kan I finde blandt andet skovsyre, skovmærke, ramsløg, hulrodet lærkespore, viol og vorterod. De mere almindelige vilde planter finder vi typisk ikke i skoven, da de ikke er tilpassede til, at der kun er lys om foråret. Skovens forårsblomster er derfor relativt få og ret forskellige – og også lette at lære at kende. Hvis I vil gøre et forsøg, så kan I se en fin oversigt på Naturporten over urterne i de danske skov (vælg grupper / urter / skoven).

I BBC-serien Vores planet er der en kort timelapse sekvens, der fanger noget af skovbundens magi. I kan se et klip fra den her. Hvis I vil vide mere om Vores planet, så læs mit tidligere indlæg om serien.

 

Tags: ,

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *