Havørne-tv

Filed in Natur by on 4. april 2016 0 Comments

For fjerde år i træk kan vi følge et havørnepar direkte i reden. Det er DOF, Dansk Ornitologisk Forening, der har sat et webcam op i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland. Reden sidder i en trætop 18 meter over jorden. Det vil derfor være umuligt at opleve det samme i naturen, som vi gør via webcam. Desuden forstyrrer det havørnene, når der er mennesker i nærheden af reden. Så det er virkelig en unik chance for at følge en vild og majestætisk fugl på nær hold. Så kik med her, hvis I gerne vil se, hvad der sker.

For de nysgerrige og utålmodige har DOF lagt en 6 minutter lang film på under live webcam’et. I den kan man se, hvad der skete i reden sidste år.

HavørnFoto: Dansk Ornitologisk Forening

Jeg var så heldig at se de to æg i reden, da jeg begyndte at skrive dette. Lige nu ligger en af de voksne blot på æggene og kigger. Men noget af det sjove ved at følge havørneparret via webcam er netop at klikke ind på siden med jævne mellemrum, følge med et par minutter og så gå videre til noget andet. Faktisk stopper streamingen automatisk efter fem minutter. Nogle gange ser man en af de voksne, andre gange to, nogle gange æggene, senere ungerne – måske endda mens de bliver fodret.

For mig er det fascinerende at følge en ynglende havørnefamilie på tæt hold – og også en god anledning til at lære lidt mere om havørne. Her følger nogle få fakta, men hvis I er interesserede i mere, så klik ind på DOF’s side om havørne.

  • Havørnen er en stor fugl med et vingefang på op til 2½ meter. Den er udbredt over det meste af Europa og Asien.
  • Der er omkring 60 ynglende par i Danmark. Havørnene er 5-7 år, når de begynder at yngle. De danner oftest par for livet.
  • De lægger et kuld med 2 æg om året. I år blev det første æg lagt den 28. februar. De ruger på æggene i 35-36 dage, så kig efter ungerne midt i april.
  • Ungerne vil være klar til at gå på vingerne allerede i slutningen af juni, men oftest vil familien benytte reden som base i længere tid derefter. Webcam’et har en infrarød lampe, så man kan også følge fuglene om natten – og det er jo ekstra sjovt, når der er fire store fugle i reden.

Hvis I synes, at webcam’et er interessant, så var det måske en idé at give børnene linket med i skole, så deres klasser kan følge havørnene en sæson. Forhåbentligt får de også unger på vingerne i år.

 

Tags: ,

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *