Spurverækkehus

Filed in Aktiviteter by on 28. marts 2016 2 Comments

Det er stadig koldt og svært at forestille sig, at haven snart vil være fyldt med kvidrende fuglestemmer. Morgenkoret er dog startet, og det er ved at være sidste chance for at sætte nye fuglekasser op. Fuglene går nemlig snart i gang med at yngle.

Jeg har købt et spurverækkehus og må se at få det sat op. Det er så hyggeligt med spurve i haven. De er meget sociale og yngler tæt på hinanden – derfor ideen med et rækkehus. Hvis I også vil have et, så kan I købe det her. Før vi hænger vores op, skal pigerne male det – med vandbaseret maling. Prøv at søge på painted birdhouse og se, hvor mange kreative muligheder der er. Er det ikke skønt? Vores skulle dog være lidt mere konservativt. Jeg har nu uploadet et foto af det færdige resultat. Originalen kan I se længere nede på siden.

Spurverækkehus maletSpurvene er tæt på huset hele året og altid i fuld aktivitet. De flokkes på foderbrættet og i hækken eller tager sandbad sammen – mens de kvidrer løs! De glade gråspurve har været knyttet til mennesket, så længe vi har dyrket jorden og holdt husdyr. Og det i sådan en grad, at europæiske udvandrere i midten af 1800-tallet medbragte gråspurven til deres nye hjem rundt omkring i verden for at kunne føle sig hjemme. Gråspurven findes derfor i dag over det meste af verden.

Gråspurve og skovspurve

Vi har to slags spurvefugle i haven: gråspurve og skovspurve. Selv om de umiddelbart ligner hinanden, er de ret lette at kende fra hinanden. Gråspurvens isse er grå (hannen) eller gråbrun (hunnen), og den har lyse kinder, mens skovspurven har rødbrun isse og sorte kindpletter. Begge arter er meget almindelige. Antallet af gråspurve blev dog i slutningen af 1900-tallet halveret – blandt andet fordi mange redesteder under tagene forsvandt, da man begyndte at isolere husene bedre. Så nye spurve-boliger i haven er altid velkomne!

Hvis I vil hjælpe fuglene med at etablere deres reder, så læg gerne redemateriale ud til dem. Sæt en stor tot uld fast på nogle grene eller drys dun fra en gammel pude under hækken. Hvis I har hund eller hest, så saml den pels der børstes af, og læg den i haven. Både dun og pelshår kan også hænges i en af vinterens foderautomater af net. Menneskehår er derimod ikke velegnet.

Hvis I vil vide mere om fuglene, så klik ind på Naturportens sider om gråspurven og skovspurven. Her kan I se billeder af fuglene og en lille film, hvor man kan høre deres kvidren. Der er også vejledning til at male og tegne spurvene.

 

Tags: , , ,

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *