Gækkebreve

Filed in Aktiviteter by on 16. marts 2016 3 Comments

Vores piger laver gækkebreve hvert år; det er en hyggelig tradition. Men først i år kom vi til at snakke om, hvad gæk egentligt betyder. Gæs gækker – og det er vi ikke i tvivl om på denne tid af året. Store flokke af gæs har nemlig gækket i luften i flere uger, og gæssene raster også i stort antal på markerne – mens de gækker løs. De er på vej til deres ynglepladser i Nord.

Men har gæs noget med gækkebreve at gøre? Nej, gæk er faktisk også et gammelt ord for at lave sjov med nogen eller holde nogen for nar. Man siger, at man driver gæk med nogen. Så det er altså for at lave sjov med modtageren, at man sender sin forårshilsen i form af et gækkebrev.

Gækkebreve er en dansk tradition. De findes ikke engang i vores nabolande. Man har lavet gækkebreve siden 1800-tallet. Før da lavede man bindebreve (helt tilbage til 1600-tallet), som også var kunstfærdigt udklippede og med gåder. Hvis man ikke gættede bindebrevets gåde, var man bundet og skulle bøde med et kys, en gave eller et gilde – ikke et påskeæg. Bindingen kunne også ligge i, at modtageren skulle løse en knude, som lå i brevet. Både bindebreve og gækkebreve var i mange århundreder for voksne, kun siden sidste halvdel af 1900-tallet har skikken mest været for børn.

Gækkebrev2Et gækkebrev er et kunstfærdigt udklippet ark. Det indeholder ét eller flere vers og er underskrevet med lige så mange prikker, som der er bogstaver i ens navn. Hvis modtageren ikke kan finde ud af, hvem der har sendt brevet, ja så skal vedkommende af med en gave, fx et påskeæg. Oftest har man tre gæt til at finde ud af, hvem der har sendt gækkebrevet – og det skal ske inden påskedag. Gætter modtageren derimod, hvem der har sendt brevet, må man selv af med et påskeæg!

Der er stadig tid til at sende gækkebreve i år. Traditionelt kan de sendes fra vintergækkerne dukker op af jorden og indtil påske. Et smukt gækkebrev kan hurtigt klippes. Hvis det klistres på farvet papir, så holder det længere. Der er mange dejlige gækkevers. Hvis I ikke kender nogen eller vil prøve noget nyt, så søg på nettet eller lån en bog på biblioteket. Min ældste datter har lige fundet dette kønne vers i Ervin Borks Vintergækken vågner – en familiebog om gækkebreve.

Lille, hvide vintergæk

bryder gennem sneen kæk,

ved dens fine klokkespil

blev det første forår til.

Skikken med at sætte prikker eller noget andet for bogstaverne i ens navn er kommet til i nyere tid. Der er efterhånden mange sjove muligheder at vælge imellem. Her kommer nogle stykker. Prøv også selv at rime løs.

  • Mit navn det står med prikker, pas på de ikke stikker.
  • Mit navn det står med katte, se hvor de kan pjatte.
  • Mit navn det står med lopper, pas på de ikke hopper.
  • Mit navn det står med fjer, så siger jeg ikke mere.
  • Mit navn det står med appelsiner, pas på de ikke griner.
  • Mit navn det står med streger, og ikke som det plejer.
  • Mit navn det står med heste, for jeg kan lide at feste.
  • Mit navn det står med æg, pas på de ikke laver skæg.

 

Tags: , ,

Comments (3)

Trackback URL | Comments RSS Feed

Sites That Link to this Post

  1. Bloglovin' - Vilde Vide Verden : Vilde Vide Verden | 1. april 2016
  1. Margaret Currie siger:

    Happy Easter Heidi.
    I remember the beautiful Easter meal we shared with you, and I am always looking for a bright yellow Easter table runner! Have fun with the Bunnies.

    • Heidi Elberling siger:

      Happy Easter to you too, Margaret!
      We enjoy your visits very much, so we are hoping to see you again soon – even though it is a long way.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *