Gummiæg

Filed in Aktiviteter by on 3. februar 2016 3 Comments

Mon I har prøvet at lave gummiæg derhjemme? Det er et ret sjovt eksperiment for børn – og man behøver kun nogle få ingredienser: æg, glas, eddike og tålmodighed!

Læg et æg i et glas, og dæk det med eddike. Observer hvordan det straks begynder at boble. Eddike er en svag syre, og da æggeskallen er lavet af kalk, så begynder den straks at gå i opløsning, hvorved der dannes CO2.

I skal lade glasset stå i 2-3 dage – eller længere, hvis I har tålmodighed til det. Skift gerne eddiken efter en dags tid, og luk eventuelt glasset inde i en pose, så eddiken ikke lugter. Mens I venter, så lad børnene gætte, hvad der sker med ægget, når man lader det ligge i eddiken.

I kan også lade børnene prøve denne gåde:

En æske uden hængsler, nøgle eller låg,

og dog en gylden skat den gemmer på.

Gåden er fra Hobbitten af J.R.R. Tolkien, som jeg læser i øjeblikket med min ældste datter – og svaret er selvfølgelig et æg.

Efter et par dage vil I opdage, at skallen er forsvundet. Desuden er ægget blevet lidt større. Det skyldes osmose, hvor noget af væsken trænger ind i ægget gennem hinden. Tag forsigtigt ægget op, og skyl de sidste skalrester af.

GummiægI har nu lavet et æg uden skal; et gummiagtigt og gennemsigtigt æg. Men vær forsigtige, det er stadig et råt æg. Blommen og hviden holdes kun på plads af den fine hinde. Mærk på ægget, føl hvordan hinden giver efter, og lad lyset skinne gennem ægget. I kan tydeligt se blommen. Blommen er selve ægcellen og er én stor celle – faktisk en af de største dyriske celler, der findes. Hvis et æg befrugtes, er det blommen, der udvikler sig til en kylling. Hviden er madpakken. Hvis I ryster ægget forsigtigt, kan I se, hvordan blommen skvulper rundt inde i hviden.

Rygtet vil vide, at gummiæg kan hoppe en smule! Hinden er imponerende sej. Den indeholder keratin, som også findes i menneskehår. Når I er færdige med ægget, så prøv hoppet af fra meget lav højde – men vær forberedte på et splat!

 

Tags: ,

Comments (3)

Trackback URL | Comments RSS Feed

Sites That Link to this Post

  1. Påskeharen og den rigtige hare - Vilde Vide Verden : Vilde Vide Verden | 16. april 2017
  1. Charlotte Almasi siger:

    Sikke et sjovt eksperiment! Det må vi helt klart prøve!
    Tak for en sjov blog – velskrevet og kreativ! Den vil jeg dele med mine drenge ved næste givne lejlighed!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *