Elefantstenen
Somme tider behøver man ikke tage langt væk for at opleve noget andet. Sådan er det med Elefantstenen af Oliver Zahle. Det er en fin fortælling velegnet til højtlæsning fra 7 år og til selvlæsning fra 9 år.
Elefantstenen foregår i Thyborøn; et sted, der vil synes ret eksotisk for de fleste storbybørn i Danmark. Det viser sig dog, at de problemer, som hovedpersonen Bapit tumler med er almengyldige: ensomhed og mobning. Bapit er anderledes end de andre børn. Hans danske fiskerfar er død, hans mor er fra Thailand, og han har spist for mange Nutellamadder. Ud af dette bliver der spundet en magisk, realistisk fortælling, hvor Bapit i sidste ende finder hjem til sig selv. Læs bogen for at finde ud af, hvordan sten og elefanter hjælper ham til at tage chancer og gribe livet.
Bapit kiggede på stenen, og så gjorde han det bare. Han holdt stenen op for øjet og kiggede gennem hullet, mens han hørte sig selv sige: “Jeg ville ønske, at jeg ikke var Thyborøns tykkeste dyr!”
Der skete ikke noget, indtil han hørte et underligt prust og vendte sig om. Under en gadelampe 20 meter længere fremme kom en kæmpestor elefant langsomt gående lige imod ham!
Bogen er ekstra aktuel nu, hvor stormen Gorm lige har passeret hen over landet. De fleste har på tv set, hvordan kæmpe bølger sprøjtede ind over havnemoler og diger på Vestkysten. Mon ikke også mange har prøvet at forestille sig, hvordan det vil være at bo der?
Bogen er skrevet i et skønt sprog, er morsom på trods af de alvorlige emner og kan varmt anbefales.
Tags: Bøger
Comments (1)
Trackback URL | Comments RSS Feed
Sites That Link to this Post